Et anker af Flamingo - det vi glemmer gemmer vi i hjertet
Boganmeldelse
Af rikke lindahl
I dag har Pernille Frandsens bog Et anker af Flamingo - det vi glemmer gemmer vi i hjertet 5 års jubileum
Jeg har derfor læst bogen igen, og igen blev jeg dybt berørt over den kamp en lille pige
efterlades i, når seksuelt misbrug frarøver
hende for den blå himmel og efterlades i det
grå følelsesmæssige kaos.
Beskrivelsen af den indre og ydre kamp for den lille pige, hvor sprog er svært og for direkte. Andre handlinger tages i brug for desperat at vise, at her er der noget galt, noget er sket.
Pernille beskriver så fint, hvordan hun som
barn og igen som voksen, oplever at vægten af det hun bærer med sig bliver for stor, og har indflydelse på hvordan dette kommer til udtryk og håndteres af hende selv, såvel som
omgivelserne. I stedet for at undre sig over de reaktioner, Pernille beskriver, bliver hun gang på gang mødt af negativ kontakt, som hun til sidst må acceptere, som hendes måde at få lov at være til i verden.
Måden hvorpå Pernille skifter mellem nutid, datid og journalnotater gør at vi efterlades
med en tydelig kontekst, som desværre også meget tydeligt ikke interesserer det
system, som skulle hjælpe Pernille.
Den biomedicinske model hvor reaktioner tydes som sygdom og symptomer bliver
meget tydelig og barsk her, hvor et menneske naturligt reagerer på det hændte, og
mødes af et system, som er blinde for den del. Når der endelig opleves gode
hjælpsomme relationer, ses også dette som et problem.
Jeg efterlades med følelsen af at have mødt et helt særligt stærkt menneske. Et
menneske som på trods af ikke at være blevet set og hørt og gjort skade på, i
psykiatriens vedholdende antagelser, om en medicinsk løsning, insisterer på at kæmpe
for andre.
De varmeste anbefalinger til denne vigtige bog, som stadig er aldeles relevant. Tak til
Pernille Frandsen for modet til at dele og give os læsere indsigt i, og viden om, at vi skal
gøre noget andet.
Tak!